Hej allesammen!
jeg sidder her og er i tvivl om det her er en anmeldelse, men er blevet enig med mig selv om at det er det, ellers må Admin flytte den, for jeg vil pakke pcén ned, og forlade denne café!
Nu sidder jeg med mobilen i hånden, og med et stort savn til min Domina: Miss Amanda!
Vi har netop talt kort i telefon, selve samtalen var meget praktisk, omkring hvor og hvornår jeg skulle stå til rådighed for Miss Amanda, det der har skabt et endnu større savn, end jeg følte før vi talte sammen, var "udenomslydene"!
Første gang i samtalen, at jeg blev distraheret, var da jeg kunne høre en lynlås der blev lukket, Miss Amanda tog sine støvler på, eller var det måske en af mine medslaver der gav hende dem på?
Mine tanker røg uvilkårligt tilbage til sidste gang jeg selv lå på knæ, og lynede de støvler, mens jeg nød synet af min Mistress flotte ben, en tanke der gjorde at mine bukser pludseligt føltes små foran, og jeg så mig diskret rundt i cafeén, hvor jeg sidder, for at se om nogen har lagt mærke til at min vejrtrækning er blevet lidt hurtigere, og at jeg har lagt avisen ned i skødet.
Tanken om at ligge dér, gjorde at jeg ik hørte hvad Miss Amanda sagde, og jeg blev først revet ud af mine dagdrømme om lårlange superhøjhælede støvler, da jeg "pludsligt" hørte en stemme i min mobil, der højt og irriteret spurgte:
Hvad laver slaven?
Øhh svarede jeg, og fortsatte: spiser morgenmad, øhh nej jeg taler med Dem Miss Amanda, hvilket jeg sagde så højt at de der sad nærmest vente sig for at se hvad der foregik, jeg blev endnu mere forfjamsket, og rødmede som en skolepige, fik flyttet mig, så avisen lå ud over gulvet, og jeg sad bare der og nok ret fjoget ud!
Miss Amanda fortsatte med at tale, men havde øjensynligt fået støvlerne på, for nu hørte jeg de karekteristiske klik klik når hælene ramte gulvet, og er der noget der kan få mine tanker om at ligge bundet, og klar til at blive brugt, er det den lyd, jeg ofte har lyttet intenst efter når jeg lå fikseret i et mørkt lokale eller bur, mens Miss Amanda havde andre gøremål.
Det krævede al min koncentration, at lytte til de ordrer der nu kom, og ikke lade tankerne og drømmene gå deres egne veje, og havde jeg ikke kradset nogle stikord ned på en serviet, jeg i al hast "lånte" på nabobordet, tror jeg at jeg ville ha glemt nogle af de ting Miss Amanda sagde, med en endnu større straf tilfølge, end jeg nok allerede har "sparet op" til.
Mens jeg skrev på servietten, var Miss Amanda kommet ind i en forretning, hvor de tilsyneladende ikke var hurtige nok, for jeg ku nu høre Miss Amandas negle tromme hurtigt og irriteret på disken, disse negle, jeg med angstfyldt fryd så for mig, og næsten ku føle, når de enten blidt rørte min hud, eller når de hårdt og bestemt borede sig ind i huden, gerne på meget følsomme steder, hvilket fik mig til instinktivt at samle benene, og lægge en hånd over min nu voldsomme rejsning.
jeg blev dog hurtigt revet ud af mine dagdrømme af Miss Amandas stemme der kundgjorde, at vi måtte tale sammen på et andet tidspunkt, for hun havde ikke tid til at tale med mig nu!
Før jeg nåede at få sagt ordentligt farvel, var samtalen afbrudt, og jeg sad der med mobilen i hånden, og så på den, som kunne den forklare hvad der lige var sket, hvilket hverken den eller jeg kunne, jeg kan blot konstatere at jeg sidder her et gudsforladt sted på en cafe, og savner Miss Amanda alt for meget.
Når jeg ser mig omkring, ligner bordet jeg sidder ved en krigszone, med en avis der ligger spredt omkring mine ben, en serviet, der indeholder koden til mit næste møde med Miss Amanda.
Ser jeg mig om på de andre gæster i cafeén, håber jeg meget at de ikke har forstået min samtale, eller blot har en fornemmelse af hvad der er foregået foran deres øjne, har de mod formodning gjort det, kan I nok snart læse om en dansk turist, der er blevet jaget ud af byen, efter at være dyppet i tjære og rullet i fjer!
Men skidt jeg nyder savnet, og glæder mig til jeg igen er tryg i Miss Amandas vold.
hilsen onkel rejsende nordmann
