For godt et år siden havde jeg inviteret Sara og Tina - to smukke Domina´er - i byen.
Jeg ville gerne prøve offentlig ydmygelse på en restaurant. Middagen blev en stor succes, og jeg havde nu spurgt min ejer Maria-Magdalena om lov til atter at invitere de to Kvinder på middag. Maria gav tilladelsen, og Sara og Tina var heldigvis begge med på ideen.
Jeg havde selv foreslået fredag d. 8. marts som en mulig dato, og den blev i god tid i forvejen vedtaget. Som Kvindernes internationale kampdag var 8. marts en lidt sjov dag i denne sammenhæng, og jeg kan allerede nu afsløre, at Kvinderne vandt stort
En 4 - 5 dage før slaget skulle stå kom så en sms. “18.30. Løst tøj vil være en fordel. Nærmere følger!” Så langt så godt, og “nærmere følger” var selvfølgelig, hvor det hele skulle foregå. Jeg tjekkede og tjekkede, men ingen beskeder L Det ville ellers have været rart lige at se stedet, inden det for alvor gik løs. Først fredag morgen, lige inden jeg skulle af sted på arbejde, kom den. ”Retro Gusto, Vesterbrogade.” Okay nu vidste jeg, hvor det var, men uden mulighed for at køre forbi, se stedet og få lukket den værste nervøsitet ud. Allerede her var den første forsmag på, hvordan skruen virkelig var blevet strammet siden den første middag.
Jeg havde overfor Sara nævnt, at jeg denne gang var meget mere spændt og nervøs, fordi jeg nu vidste, hvad Hun og Tina kunne finde på, i modsætning til første gang, hvor jeg bare sprang ud i det. Det beroligende svar fra Sara lød:
- Hehe …….. sidste gang var jo også nærmest bare en generalprøve …….. det er denne gang det går løs for alvor
Og præcis kl 18.30 - efter at have tjekket uret flere gange - gik det så løs, da jeg åbnede døren ind til “Retro Gusto” en lille italiensk restaurant beliggende først på Vesterbrogade. Den har form som en lang smal tarm med plads til kun 1 eller 2 rækker af små firkantede borde. Sara og Tina havde placeret sig ved et bord lige indenfor døren, så De var nemme at finde. De sad og hyggesnakkede, hver med et glas vin i hånden. En udenforstående iagttager ville have set to smukke Kvinder i ført nydelige, men også rimeligt neutrale sorte kjoler. Intet signalerede sm og ydmygelse, men jeg vidste bedre
Det første, jeg fik øje på, var den lille bog, der lå på bordet mellem de to Kvinder. De havde snakket om det sidst gang, at der manglede noget til at notere mine mange forseelser ned i - der var jo så mange, at de ikke var til at huske - og nu lå den der. En lille sort kina-bog med en kuglepen ved siden af, parat til at notere forseelser - og tilhørende straffe!
Jeg nikkede et “god dag” til begge og kyssede så Sara´s hånd og derefter Tina´s. I en respons på sidste middag havde de to Domina´er klaget over min manglende velkomsthilsen, og jeg var derfor stolt over at have husket det denne gang. Sara fik mig dog hurtigt bragt med ned på jorden igen.
- Nå, det har vi dog fået lært ham. Måske er der så alligevel lidt håb!”
Det var altså “Dem“, der havde lært “mig“, uden “Dem” var det aldrig gået! Havde jeg været spændt og nervøs, inden jeg trådte gennem døren til restauranten, var det bestemt ikke blevet bedre nu. Med rystende usikre fingre forsøgte jeg at lyne frakken op, men de to Domina´ers velkomst havde allerede gjort mig så nervøs og usikker, at fingrene ikke længere lystrede hjernen.
Til sidst lykkedes det, jeg hængte frakken over stoleryggen, trak stolen ud og satte mig ved siden af Sara. Selv sad Sara overfor Tina, der igen sad med ryggen mod vinduet. Jeg sad med andre ord med ryggen mod restauranten og de fleste gæster - undtagen dem ved bordet på den anden side af midtergangen - men også sådan, at forbipasserende på Vesterbrogade, hvis de kiggede ind, kunne se, hvad der foregik.
Allerede nu, to minutter inde i middagen, var det frygteligt, pinligt og ydmygende. Normalt ville man have krammet, skålet, hvordan går det og så videre, her blev jeg fuldstændig ignoreret. Sara og Tina fortsatte bare med at snakke, som om ingen ingenting var hændt, og det var der jo sådan set heller ikke. Jeg var ganske vist kommet, men …… “so what?”
Så mens Sara og Tina hyggede sig med hinanden, sad jeg og stirrede ned i bordet og vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Hænderne var foldet i skødet. Så kom tjeneren “om jeg ønskede noget at drikke til at starte med?” Sara, som jeg kender bedst og som lige som sidste gang var “ordførende”, var der, før jeg så meget som fik løftet hovedet og tænkt på et svar.
- Nej, han skal ikke have noget!
Tjeneren undrede sig lidt, både over svaret og over, hvor det kom fra. Lidt vand eller et glas vin, forsøgte han sig.
- Nej. Han skal ingenting have! gentog Sara. Måske senere.
Jeg sad og krympede mig, mens de to Domina´er satte dagsordenen. Ikke nok med at De tog ordene ud af munden på mig, tog beslutninger og svarede for mig, De omtalte mig også i tredje person som “han“. “Han” skal ikke have noget!
Sara og Tina vendte sig mod hinanden og fortsatte snakken. Emnet “hvad jeg skulle have at drikke” var uddebatteret. Tjeneren stod - uvant med situationen - tilbage og vidste ikke rigtig, hvad han skulle gøre. Så, efter et par sekunders tøven, vendte han sig om og gik, lettere forvirret.
Den første historie var på vej tilbage til hans tjenerkollegaer
Rollefordelingen fra min første middag med de to Domina´er, hvor Sara var “ordførende”, og Tina den som havde tasken fyldt med overraskelser, syntes at være bibeholdt på “Retro Gusto”, da Tina lidt senere fandt noget frem fra sin taske og rakte det over til mig. Det var en blød stofpakke, hvor hjørnerne var foldet ind mod midten. Jeg begyndte at folde den ud, spændt på, hvad den indeholdt.
Den var tom! Bare et stykke blødt bomuldsstof var der, intet andet!
Forvirret stirrede jeg, først på “pakken”, så over på Tina. Hun smilede, lidt triumferende fornemmede jeg, fordi det var gået, lige som de to Domina´er havde regnet med - at jeg ikke anede, hvad det var.
- Det er, så du ikke skal spilde, lød Tina´s milde stemme.
Der gik et par sekunder, så gik den frygtelige sandhed op for mig. Det var en hagesmæk! En god gammeldags hagesmæk, som De ville have, at jeg - en voksen mand - skulle tage på midt i en fuldt besat restaurant. Det var som om, tiden nærmest gik i stå, da sandheden og ikke mindst konsekvenserne af den langsomt gik op for mig. En lang række billeder kørte i slow-motion forbi mit indre øje, mens jeg med zombie-agtige bevægelser førte hænderne om bag hovedet for at binde snipperne sammen. Snipperne drillede selvfølgelig, intet kunne jeg finde ud af og bare gøre let og elegant. Og indeni mig var alt kaos - hjertet hamrede derudaf, skuldrene spændte, maven trak sig sammen og tankerne væltede rundt mellem hinanden.
Jeg ledte efter steder at gemme mig, men fandt ingen!
Så var tjeneren tilbage ved bordet igen, klar til at modtage bestillinger. Tina bestilte cannelloni og Sara risotto. Tjeneren vendte sig mod mig med et spørgende blik, og kuglepennen parat.
- Han skal suppe!
Sara sagde det som den naturligste ting i verden, mens Hun lukkede menukortet i og kiggede op på tjeneren. Jeg syntes absolut ikke, at det var naturligt, og stirrede endnu mere intenst ned i bordet, samtidig med at det strammede i brystet. Tjeneren havde vist allerede vænnet sig til, at det ikke var et helt almindeligt bord, for han samlede blot kortene sammen og gik.
De to Domina´er havde dog en overraskelse i baghånden, der fuldstændig tog pusten fra ham
For lidt senere var han tilbage med den lille lækre forret brød med lidt olie til at dryppe brødet i og så bestik, der passede til bestillingerne. Det var, da han lagde en ske ved min tallerken, at det skete.
- Den kan du godt tage med igen, han skal ikke bruge ske!
- Jamen, det er til suppen. El zuppa!
- Jamen han skal ikke bruge den! Med en håndbevægelse verfede Sara skeen væk, som var Hun prinsessen fra Klods Hans. “Dur ikke!”
Tjeneren fattede ikke en brik af det og halvt protesterede, halvt prøvede at forklare, hvad skeen var til, men Sara var ubøjelig. Dur ikke! Fjern den!
Det var frygteligt! Hen over hovedet på mig diskuterede de “ham” og “hans” behov, ske eller ikke ske. Imens sad jeg der, mere og mere rød i hovedet, med bøjet nakke, hænderne foldet i skødet og …….. hagesmæk!
Til sidst gav tjeneren op, tog skeen og vendte sig om for at gå, men Sara fangede ham med en opstrakt hånd og et knips med fingrene:
- Og så en flaske vand til “ham”!
Tjeneren nikkede og forsvandt, garanteret forvirret og sprængfyldt med mærkelige historier han bare måtte af med til sine kollegaer. Om en voksen mand, der ikke selv måtte snakke og blev omtalt som “han”, som skulle have vand at drikke, ingen vin eller øl, ingen ske til suppen og som sad med hagesmæk på som en anden baby!!!!
Sara og Tina begyndte på den lille forret, brækkede brødet i stykker og dyppede det i olien. Jeg sad og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre, var forretten også til mig, eller var den forbeholdt de to Domina´er. Jeg havde en fornemmelse af, at ligegyldig hvad jeg gjorde ville det være forkert.
Og der havde jeg ret! For da jeg forsigtigt spurgte, om jeg måtte tage et stykke, bed Sara mig af:
- Ja hvad tror du! Tror du, at du bare skal sidde her og stirre ned i bordet og ødelægge den gode stemning?
- Nej, mumlede jeg med spæd stemme, tog et stykke brød, dyppede det i olien, førte det til munden og ………… stirrede ned i bordet J Jeg vidste simpelthen ikke, hvor jeg ellers skulle kigge hen.
Pludselig førte Sara med en irriteret bevægelse sin arm ind foran mig, åbnede hånden og lod nogen brødkrummer falde ned på dugen.
- Sig mig, hvad tror du egentlig, at du er med for. Tror du bare, at du skal sidde der og spise brød og høre på, hvad vi siger, mens dugen foran mig flyder med krummer?
- Nej, svarede jeg usikkert og forsøgte at finde det berømte musehul. Jeg fejede krummerne sammen og ned i min hånd. Førte hånden til munden og forsøgte at spise dem pænt og diskret, men det var umuligt, og halvdelen eller mere af krummerne faldt ned på dugen igen.
Sara bøjede sig frem mod Tina:
- Jeg synes, at det er utroligt. Her inviterer han os med i byen, og så sidder han bare der og tænker på sig selv, og kan ikke finde ud af at tørre krummerne væk fra sin borddames dug. Er det ikke utroligt?
- Jo, jeg har bemærket det, svarede Tina. Jeg noterer det lige ned i lille sorte bog, fortsatte Hun og tog kuglepennen.
God ide, sagde Sara. Så kan vi altid diskutere straffen senere. Jeg har på fornemmelsen, at der når at komme mange bemærkninger i bogen, inden vi er færdige.
De havde virkelig forberedt sig de to Domina´er og kørte virkelig hårdt på. Allerede nu, hvor forretten ikke engang var serveret, var jeg ved at sprænges og havde lyst til at flygte - og så nej! For et eller andet sted langt langt inde i mig føltes det også godt, selv om det - også fysisk - nærmest gjorde ondt. Og så var det jo faktisk lige akkurat det, jeg havde bedt om, mens jeg selv endnu kunne bestille: ydmygelse ad libitum
Så dykkede Tina igen ned i tasken og fremdrog et par store japanske sommerfugleklemmer.
- Gå ud på toilettet og monter dem!
Jeg tog klemmerne, rejste mig og skubbede stolen bagud. Nu kom det! Nu skulle jeg vende mig om og gå hele vejen ned gennem restauranten. Forbi alle bordene og alle gæsterne. Alle ville de have chance for at se mig, når jeg gik enten den ene eller den anden vej. En voksen mand med bomuldshagesmæk og snipperne bundet i nakken!
Og for enden af denne spidsrod lå så tjenernes lille serviceområde med ekstra knive og gafler, sætte fra mulighed mv, hvor de alle sammen stod og ventede på at “giraffen” skulle komme forbi, så de kunne få ham at se. Ja, sådan oplevede jeg det i alt fald, og første gang måtte jeg oven i købet stoppe op og spørge dem om vej til toilettet. Sådan helt neutralt - iført hagesmæk. Og de svarede lige så neutralt:
- Op af trappen og så til højre!
Jeg fik ordnet klemmerne, selv om det gjorde hamrende ondt, for de blev nødt til at sidde uden på mine nye piercinger, som min Ejer Maria-Magdalena har været så gavmild at lave på mig. Pga piercingerne, tror jeg, forsvandt smerten ikke, som den ellers plejer at gøre. Tværtom blev den værre og værre som middagen skred frem, og den varede i mere end halvanden time!!
Men som sagt, klemmerne kom på, t-shirten udover og ned i bukserne, og så var jeg ellers klar til igen at gå hele vejen tilbage gennem restauranten. Nu fik tjenerne atter lejlighed til at se mig og tage mig nøjere i øjesyn sammen med den halvdel af gæsterne, den endnu ikke havde haft chancen. Specielt tjenerne var et problem for mig, for ved deres område var der så smalt, at jeg hele tiden måtte skubbe til dem eller på anden måde gøre opmærksom på, at jeg gerne ville forbi. Og var der noget jeg ikke ønskede - så var det opmærksomhed på min person
Så med blikket rettet stift lige frem gik turen nu ned gennem restauranten, ned forbi alle bordene fyldt med gæster. Jeg klarede turen nogenlunde, men fremme ved Sara og Tina gik det galt. Rystende af nervøsitet var jeg ude af stand til at styre mine muskler med det resultat, at jeg selvfølgelig kom til at sparke til bordet, da jeg satte mig.
De to Domina´er rystede på hovederne og sendte hinanden opgivende blikke. Tina havde allerede grebet fat i kuglepennen.
“Det er utroligt” sagde Sara “konstant skal han gøre opmærksom på sig selv!”
“Helt enig” supplerede Tina “det er lige nøjagtig. Hvad jeg har skrevet. Måske det vil hjælpe, hvis vi begynder at diskutere straffen for alle disse opbehjælpsomheder og mangel på almindelig pli.”
Sara nikkede, men inden De fik taget fat på emnet, blev jeg reddet af tjeneren, der kom med forretten. Damerne først og så suppen til mig. De to Domina´er gik straks i gang, jeg tøvede, kiggede med et sideblik spørgende på Sara, måske var der lidt hjælp at hente, men Sara var nådesløs:
“Gå du bare i gang!”
Langsom løftede jeg min højre hånd fra skødet, greb gaflen og gik i gang med suppen. Det er ikke svært at spise suppe med gaffel, det tager bare lang tid - og ser dumt ud J Dybt koncentreret spiste jeg derfor løs, da jeg pludselig blev vækket af Sara:
“Jeg har fået noget snask på mine fingere. Gå op til tjeneren og hent en våd klud til mig!”
Jeg kiggede på Sara med et spørgende blik, der sagde “jamen hvad med Deres serviet?” Der gik et par sekunder.
“Hørte han ikke, hvad jeg sagde. Gå op til tjeneren og bed om en våd klud til at tørre mit snask af med!”
Jeg rejste mig fortumlet, velvidende hvad ordren betød - endnu en tur forbi alle bordene! Fremme ved serviceområdet gik lige et par sekunder, så vendte en tjener sig om mod mig.
“Jeg vil gerne bede om en våd klud!”
Jeg vidste selv, hvor dumt det lød, derfor havde jeg helt ubevidst, besluttet mig for at lukke alt ude. Næse, ører, øjne, hals og mund - alt havde jeg lukket i et forsøg på at gemme mig og lade som om, at jeg ikke eksisterede. Kun hagesmækken ville tjenere og gæster få øje på, mig ville de ikke kunne se.
“Har I ikke fået servietter?”
Tjeneren undrede sig. Hvorfor kunne han ikke bare give mig det jeg bad om, en våd klud.
“Jo men, jeg har fået besked på at hente en våd klud! Der er en, der har fået noget på fingrene!”
Hvor må jeg have set ynkelig ud. “Fået besked” - sig det som det er “ordre” - på at hente våd klud til fingrene, når bordet flød med servietter. Og så udføre ordren i ført en hagesmæk!!
Tjeneren vendte sig om og ledte lidt, fandt en papirserviet af dem til at tørre hænder, holdt den ind under vandhanen.
“Kan den bruges?”
Jeg vidste godt, at Sara absolut ikke kunne bruge den, og at den ville medføre endnu en anmærkning i den lille sorte bog, men jeg klarede den ikke længere.
“Ja, bare giv mig den” sagde jeg og formelig rev den våde serviet ud af hånden på tjeneren. Turen tilbage til bordet foregik nærmest i løb. Alligevel nåede jeg at lægge mærke til manden ved bordet helt oppe ved serviceområdet. Han sad og stirrede ganske uhæmmet på mig og hagesmækken, og alt hvad der foregik!
Sara var ganske rigtig ikke tilfreds.
“Hvad er det?” spurgte Hun og rakte den våde, nu sammenklaskede papirserviet frem.
Hævde at det var en våd klud, kunne jeg jo ikke så godt. Jeg mumlede et eller andet uforståeligt, satte mig, begyndte atter på suppen og håbede, at det hele ligesom ville glide ud i glemsel. Det gjorde det, men først efter at mine manglende evner - eller endnu værre vilje? - til at udføre selv de mest simple ordrer, var blevet noteret ned, og de to Domina´er havde diskuteret, om det overhovedet var muligt at finde noget, jeg kunne finde ud af.
Det ene eksempel efter det andet på mine manglende evner som bordherre viste sig hurtigere end Tina kunne nå at notere dem ned i den lille sorte. Og alt sammen skyldtes det, at de to Domina´er havde fået mig helt derud, hvor jeg ikke vidste, hvad der var op eller ned, højre eller venstre, rigtigt eller forkert. Skulle jeg spise suppen op og påkalde mig opmærksomhed, når jeg skrabede tallerkenen med gaflen, eller skulle jeg levne og få skyld for at være kræsen og uhøflig. Skulle jeg spørge, om Damerne ønskede mere vand i glassene og få irriterede blikke, fordi jeg afbrød Deres samtale, eller skulle jeg undlade at spørge og få skyld for ikke at være opmærksom på Deres behov og kun tænke mig selv. Ligegyldig, hvad jeg gjorde, forekom det mig at være forkert!
Med hænderne foldet i skødet, blikket rettet stift mod bordet og hagesmækken bundet i nakken, sad jeg der og vidste ikke hvad, jeg skulle gøre af mig selv. Jeg ønskede mig langt, langt væk!
Men det skulle værre!
Og som om det ikke allerede var nok, bemærkede jeg nu ud af øjenkrogen, at gæsterne ved nabobordet på den anden side af midtergangen, der var færdige med at spise, havde vendt sig, så de bedre kunne følge med i, hvad der foregik ved vores bord.
Så kom tjeneren “om vi var færdige”. Tina nikkede, og tjeneren begyndte at samle bestik og tallerkener sammen.
“Og så vil vi gerne bede om kortene!” Det var Tina igen.
Tjeneren nikkede, forsvandt med bestik og tallerkener og kom lidt efter tilbage med 2 kort! - han havde fattet, hvad der foregik
De to Domina´er var hurtige til at bestemme, begge faldt for dagens kødret. Vistnok - for jeg var også så fortumlet og med hovedet fyldt med tanker, at jeg langt fra fattede eller hørte alt, hvad der skete omkring mig. Flere gange kom jeg af bar befippelse også til at sige “pardon!” i stedet for “undskyld!”
“Og ham der” sagde Sara og pegede på mig “ han skal have suppe!”
Jamen, suppe, det havde jeg jo allerede fået en gang! Ydmygelsen var total. Jeg kunne fornemme, at det også gibbede i tjeneren, men han tog sin professionelle maske på, noterede ned og forsvandt ned til sine kollegaer med endnu en god historie fra “bord 1”
Hvis nogen nu spørger “hvad så med drikkelse”, bestilte Sara og Tina bare to flasker vand. Den ene til mig, her fik jeg lov til at være med på lige fod J Vinen gemte De til senere, men det var der selvfølgelig også en mening med. Intet her var tilfældigt, alt var nøje planlagt!
Inden tjeneren kom med hovedretten, rakte Tina noget over bordet til mig.
“Ja, du kan nok på formen se, hvor den skal sidde!”
Og ganske rigtig, den flade pakke lavet af noget glat papir, havde umiskendeligt form som en røv J Jeg så på papiret og kunne tydeligt se, at der indeni var 4-5 mm lange pigge eller nåle, placeret i små cirkler. På den ene side af papiret stod der - “Træk her! Klæber meget!” Jeg havde aldrig set noget, der lignede, og anede ikke, hvad det skulle bruges til eller hvordan. Det måtte tiden vise.
Jeg skubbede stolen bagud og gik endnu engang den lange vej ned gennem restauranten. Jeg følte, at flere og flere øjne fulgte mig på min vej. Jeg tror, at jeg ville have gjort det samme selv, hvis jeg havde været restaurationsgæst
Ude på toilettet trak jeg først bukserne ned og derefter overtrækspapiret med teksten på af. I al sin kliniskhed lignede det noget fra et hospital, men hvad skulle man bruge det til der? For papiret indenunder var som jeg havde fornemmet overstrøet med små pigge.
Jeg satte forsigtigt papiret mod røven, det klistrede ganske rigtig meget, men dog ikke mere end at jeg kunne på det af igen. Jeg bøjede knæene, så jeg kom ned i noget der kunne ligne en siddestilling på en stol. Efter er par forsøg syntes jeg, at papiret sad fint, jeg trykkede det fast og trak underbukser og bukser op. Jeg prøvede et par skridt inde på wc´et, det var en sjov fornemmelse at gå rundt med papiret, det føltes lidt stift.
Så åbnede jeg døren ud til - nej ikke friheden - men restauranten og begyndte på endnu en gang spidsrod ned mellem bordene. Min stive og kantede gang på grund af papiret har helt sikkert ikke gjort mig mindre påfaldende. Jeg prøvede at lade være med at kigge på manden, der før havde stirret på mig, men irriterende nok, kunne jeg ikke lade være. Han kiggede stadig helt ugeneret på mig!
Nede ved bordet kiggede de to Domina´er spændt på mig. Det virkede som om, at det var første gang, at De prøvede papiret. Jeg trak stolen ud og satte mig forsigtigt J Jeg kunne tydeligt mærke nålene, men smerten var okay, helt klart til at holde ud.
“Hvordan føles det?” Sara og Tina som med en mund - og meget overraskende med helt almindelige stemmer. Jeg havde fornemmet ret, det var første gang, at De prøvede papiret med nålene, og nu kunne De ikke længere styre Deres nysgerrighed.
Jeg svarede, som det var, at det føltes sjovt stift at gå med, at jeg helt klart kunne mærke piggene, men at det var en smerte der var til at holde ud.
“Det er Tina, der har fundet på det!” sagde Sara.
“Nå” svarede jeg tilbage, sådan lidt nysgerrigt og anerkendende. “Er det sådan en lille forretning du har?”
Om jeg sagde “du” eller “De”, husker jeg ikke, kun at jeg var usikker på, hvilken tiltaleform jeg skulle bruge, for hvad for et samtaleniveau, var vi på, tonen havde ligesom ændret sig? De overvejelser havde jeg imidlertid ikke behøvet at bekymre mig om, for Sara huggede til som en giftslange:
“Bare fordi vi veksler et ord eller to med dig, skal du jo ikke straks tro, at vi er venner!”
Nej. Jeg bøjede hovedet og kiggede ned i bordet. Tilbage til start.
Så kom tjeneren med maden. To identiske kødretter til Sara og Tina og til mig - suppe!
Sara nikkede til mig og betydede, at jeg godt kunne begynde. Jeg tog skeen, som jeg denne gang, uvist af hvilken grund, havde fået lov at beholde og begyndte på dagens suppe nummer 2. Efter et par mundfulde vendte Sara sig mod mig og tog skeen ud af min hånd.
Havde jeg nu vidst, hvad der skulle ske, var jeg flygtet ud af restauranten i ført hagesmæk. Nu vidste jeg det ikke, så i stedet vendte jeg mig lidt forbløffet mod Sara.
Sara dyppede skeen i min suppe og førte den så stille og roligt op mod min mund.
“Åbn!”
Jeg åbnede munden, og Sara førte skeen ind og tippede den lidt. Jeg mærkede, hvordan min mundhule fyldtes af den bløde purerede suppe, mens jeg prøvede at fatte, hvad det var der foregik. En smuk ung Kvinde, klædt i klækkelig sort, der med ske madede en voksen mand med hagesmæk - midt i en fyldt restaurant!
Jeg lukkede munden og sank pr automatpilot suppen. Sara dyppede endnu engang skeen i suppen og førte den op til min mund.
“Åbn!”
Det var frygteligt! frygteligt, frygteligt! og blev værre og værre for hver gang, Sara dyppede skeen og førte den op til munden.
“Åbn!”
Jeg følte en voldsom kraft i mit bryst, en kraft med to modsatrettede tendenser. Den ene ville sprænge mit bryst i tusinder af stykker, udslette mig og føre mig bort, befri mig fra denne totale ydmygelse. Men den anden var stærkere, den var tung som et ondt år og holdt mig trykket ned mod stolen, ude af stand til at rejse mig og flygte.
“Luk den mund, du ligner jo en fugleunge!”
Sara var ubarmhjertig - men Hun havde ret! Jeg lignede en fugleunge! Med al selvstændig hjernevirksomhed slået fra havde jeg dog registreret systemet, så når Sara dyppede skeen bøjede jeg mig frem og åbnede munden - klar til at modtage suppen. Jeg så billedet for mig. Med den lille fjerløse fugleunge liggende sulten i reden, klar til at modtage, hvad moderen måtte bringe tilbage, halsen er strakt til det yderste, de store øjnene spærrede op og det lille næb åbent på fuldt gab.
Billedet af mig selv som en skaldet fugleunge med hagesmæk på, gjorde absolut ikke situationen og ydmygelsen mindre.
Nu lagde Sara skeen og - åh gud - tog hagesmækken og duppede mig om munden!
Jeg var lige ved at græde. Det var SÅ ydmygende!
“Nu må du spise lidt selv!” sagde Hun og vendte sig om mod sin egen mad. Den var Hun imidlertid langt fra tilfreds med, og efter nogen få bidder sendte hun mig op til tjeneren med den.
“Fortæl ham, at den er uspiselig, at den smager af papmaché!”
Med disse ord skubbede Sara tallerkenen over til mig. Jeg tog den og rejste mig, mest fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre. Foran mig lå en lang og ydmygende rejse.
Jeg gik op til tjenerne med den næsten urørte hovedret. De kiggede forståeligt nok uforstående på mig - og det ikke kun på grund af hagesmækken.
“Jeg skulle levere den tilbage. Hun kan ikke lide den!”
“Hvad?” Tjeneren troede ikke, at han hørte rigtigt. “Er den dårlig?”
“Nej, Hun kan bare ikke lide den.”
Jeg kunne selv høre, hvor underligt det lød. At skulle stå og sige sådan noget på en andens vegne og så ikke engang at kunne sige, hvad der var i vejen. Og så hagesmækken! Jeg mærkede, følte den alle vegne, hvor jeg var.
“Vil hun have noget andet?”
“Nej” sagde jeg, alt mens jeg tænkte “tag nu den tallerken og lade være med at spørge så meget. Lad mig slippe væk!” Om tjeneren kunne læse mine tanker eller hvad, ved jeg ikke, men i alt fald lykkedes det mig at få givet ham tallerkenen. Endnu engang tilbage til de to Domina´er og forbi alle bordene i restauranten, fyldt med nysgerrige gæster.
Da jeg vendte tilbage, så Sara op på mig.
“Jeg skulle sige fra tjeneren. At De kunne få noget andet, hvis De ønskede det.”
“Det gør jeg ikke” sagde Sara, men så fik hun pludselig et eftertænksomt udtryk.
“Jo, gå op og sig til tjeneren, at hvis de har noget, der er bedre, og som ikke smager af papmaché, så vil jeg gerne have det!”
Den sad lige i mellemgulvet!
“Det tør jeg ikke!” hviskede jeg og hagede mig fast mig til stoleryggen. Det sortnede for mine øjne, og alting gik i stå. “Det tør jeg ikke!”
Sara drejede sig om mod Tina.
“Noter lige det. At han ikke vil opfylde vores ønsker, fordi han tænker mest på sig selv! Det er da utroligt!”
Tina nikkede.
“Måske vil det hjælpe, hvis vi snakkede lidt mere om det med straffene. Skønt det tror jeg nu egentlig ikke. Men jeg har læst et sted eller set et sted, en film tror jeg, hvor man som straf skulle skrive det man havde gjort forkert f.eks. 50 eller 100 gange.”
“Det lyder som en god ide” sagde Sara “lad os tygge lidt på den!”
Samtidig med at Hun sagde disse ord, lænede Sara sig igen over mod mig og tog min ske.
“Åbn!”
Efter få skefulde var jeg igen ved at græde. Og på samme tid også le! For det hele virkede så surrealistisk, at latteren også pressede sig på. Måske som en flugtmulighed, noget at gemme sig bag. Her sad jeg - en voksen mand iført hagesmæk - på en propfyldt restaurant, til bords med to smukke unge Kvinder, og blev madet med ske, som var jeg en baby.
Nu lænede Tina sig over mod mig:
“Hent en ske!”
Jeg forstod godt ordren og alligevel ikke - jeg havde jo en ske! Men en ordre er en ordre, og dette var jo trods alt en af de nemmere, så jeg rejste og hentede uden større problemer en ske til Tina. Jeg rakte den til Hende, men Hun lagde den blot på bordet foran min tallerken. Dog lidt efter tog Hun den, dyppede den og førte den til munden. Men ikke min mund, til sin egen!
Jeg studsede, men tænkte, at Tina nok havde syntes, at suppen så lækker ud, og nu ville smage den. Jeg tog fejl!!
For hvad der skete var, at Tina efter at have beholdt suppen i munden i et par sekunder ganske forsigtigt spyttede den ud i skeen igen for derefter at strække armen ud og atter føre ske og suppe til munden - min mund!!
“Åbn!”
Tina smilede, mens jeg sank suppen.
“Så spis du bare videre!”
“Jeg tænker på det med straffen” det var Sara, der tog emnet op igen “at det ville være fint, hvis straffen på en eller anden måde også blev kombineret med kroppen. Så han bliver bevidst om sin forseelse og sine mangler på flere planer. Både via hovedet - og der er ved gud ikke meget at hente - (Tina smilede og rystede på hovedet, nej det var der ikke) - når han skriver, men også, at han bliver mindet om den, hver gang han modtager en tilsvarende straf.”
“Det lyder fornuftigt. Prøv lige med et eksempel.”
“Jo f.eks. det der med opmærksomhed. Hvis han nu 50 gange skulle skrive “slaven skal ikke konstant kræve sine omgivelsers opmærksomhed” og så samtidig dryppe sine brystvorter med stearin, ja så vil han, hver gang han fremover bliver dryppet med stearin, komme til at tænke på det med opmærksomheden.”
“Vedtaget! Skål for det!” sagde Tina og løftede glasset. Og “skål!” sagde Sara og løftede sit.
Tjeneren, der i mistænkelig lang tid, syntes jeg, havde stået lige ved indgangsdøren og altså også vores bord, kom nu hen til os og spurgte, om vi var færdige. Og om vi ville have dessert? Han sagde ikke “de Damer”, men det var tydeligt, at det var Dem han henvendte sig til.
“Jo tak!” sagde både Sara og Tina, og lidt efter sad De og diskuterede dessertmulighederne. Tjeneren, der som alle andre gode tjenere kunne fornemme, hvornår forhandlingerne var færdige, kom tilbage til bordet med bestillingsblokken fremme.
“Jeg vil gerne have en 10´er!” Det var Sara.
“Og jeg vil gerne have en 11´er!” Det var Tina.
“Og hvad kan vi få til ham” fortsatte Sara og klappede menukortet sammen. “Kan vi få sådan noget almindeligt, bare 2 eller 3 kugler med chokolade og vanilje. Bare helt almindeligt.”
“Jamen det er så det samme som en 10´er.”
“Nej, det skal ikke være en 10´er. Det skal bare være helt almindeligt med et par kugler og sådant, ikke noget særligt.”
“Jamen, det er ligesom er 10`er. Et par kugler og noget chokolade og lidt andet pynt.”
Tjeneren blev ved med, at det var det samme, og det var et problem, for naturligvis skulle jeg ikke have det samme som en af Domina´erne. Men igen var Sara hurtig og klarede situationen.
“Så giv os to 10´ere. Men den ene skal være uden chokoladen og alt tilbehøret. Kun is. Han kan alligevel ikke lide det, og det giver bare ballade!
Tjeneren begyndte at trække sig baglæns med bestillingen, men fik dog lige spurgt, om De ønskede noget at drikke. Der blev rystet på hovederne, men vel ønskede de to Domina´er noget at drikke til desserten, det var bare mig, der skulle hente - eller rettere bestille det.
“Tror han, at han kan finde ud af at bestille to glas tør hvidvin?”
Jeg nikkede, mumlede et forsigtigt ja og rejste mig for at gå den vante gang op gennem restauranten.
“Arh arh!” lød det fra Sara. “Han skal ikke selv hente det. Han skal fange tjenerens opmærksomhed og bede ham komme med det!”
Hvor var De udspekulerede, og hvor havde De moret sig derhjemme med at planlægge alt det her. Hvorfor kunne jeg ikke bare stone-face-agtig gå op til tjenerne og afgive ordren, måske endda have skrevet den ned på et stykke papir og så bare lægge den på disken
Hvorfor skulle jeg absolut sidde og vende og dreje mig på stolen og række hånden op for at fange deres opmærksomhed. Og hvorfor skulle jeg absolut tvinges til at kigge tjeneren i øjnene, mens jeg afgav min bestilling. Med en sandfarvet bomuldshagesmæk på!
Det var ydmygelse for alle pengene - jeg havde været på grådens rand - og i den mest raffinerede form jeg nogensinde havde prøvet. Men på den anden side - jeg havde fået det jeg havde bestilt og bedt om - ydmygelse!!
Isen - og vinen! - kom i de ønskede varianter. Da min portion var mindre, og jeg ikke måtte snakke, var jeg hurtigt færdig og vendte tilbage til stillingen med hænderne foldet i skødet og bøjet hoved. Det mærkede Sara:
“Du sidder jo og keder dig og lytter til os, og hvad vi snakker om. Rejs dig op!”
Jeg rejste mig op.
“Ja og sæt dig ned igen. Du skal jo ikke blive stående der. Se” sagde Hun henvendt til Tina “nu prøver han igen at tiltrække sig opmærksomhed. Jamen er det ikke utroligt! Sæt dig ned!”
Jeg satte mig ned, lidt forsigtigt, for nålene var begyndt at gøre lidt mere ondt.
“Ja og rejs dig så op og ned 5 gange. Og ikke så forsigtigt. Andre folk lægger jo mærke til dig!”
Som om de ikke ville lægge mærke til en mand - med hagesmæk - der rejste og satte sig 5 gange uden i øvrigt at foretage sig noget. Men det sagde jeg klogelig ikke noget om
Da desserterne ikke var så store, gik der heller ikke så lang tid, før de to Kvinder også var færdige. Så ventede der mig endnu en overraskelse.
“Tag klemmerne af - her! - og gør det nu diskret og uden at vække opmærksomhed.”
Jeg førte højre hånd op under t-shirten og forsøgte forsigtigt, uendelig forsigtigt at løsne klemmerne, først den venstre, så den højre. Men det var umuligt, jeg kunne - hvor gerne jeg end ville - ikke gøre det uden at udstøde et næppe hørligt “arhhh” og krumme sammen i smerte. Klemmerne havde siddet der for længe og så på et par i forvejen ømme brystvorter.
“Se nu er han der igen. Ustandselig skal han have opmærksomhed på sig selv.”
Om det var Sara eller Tina, ved jeg ikke, jeg havde nok at gøre med smerterne i brystvorterne.
“Så går han op på toilettet og tager resten af tingene af og bringer dem tilbage hertil - diskret! Forstået?”
Jeg nikkede. Det virkede som om middagen var ved at være slut, og det var den også - næsten! For da jeg vendte tilbage til bordet med tingene pakket ind i hagesmækken, som jeg gav til Tina, fik jeg besked på at gå udenfor. Og udenfor, det var altså Vesterbrogade, hvor en isnende kold vind strøg ned langs med murene. Og overtøj, det turde jeg ikke bede om, jeg kendte nok svaret
Så jeg åbnede døren og gik ud på Vesterbrogade. Der drejede jeg til højre og gik nogen få meter, så jeg ikke stod lige foran restauranten, men dog ikke længere væk end at jeg, hvis jeg drejede mig rundt, så kunne se ind gennem vinduet til restauranten.
Når jeg gjorde det, drejede mig rundt og kiggede ind gennem ruderne, kunne jeg se de to Domina´er sidde derinde i varmen og diskutere: De var ivrige, kunne jeg se, lænede sig ind over bordet med hovederne tæt på hinanden, mens Sara fra tid til anden griflede noget ned på et stykke papir. Jeg gættede på, at De havde den lille sorte bog liggende imellem sig, at De diskuterede mine mange forseelser og tilhørende relevante straffe.
De to Domina´er havde ikke sagt noget om tid, eller om at De ville komme og hente mig, så jeg prøvede gennem vinduet at holde øje med Dem. På et tidspunkt virkede det, som om at De var færdige, og jeg tog chancen og åbnede for anden gang døren ind til “Retro Gusto”, denne gang for at modtage min straf.
Sara holdt en kort - meget kort! - tale, om hvor skuffede De havde været over min opførsel, og hvor pinligt det mange gange havde været for Dem (!) at være i mit selskab. Så lagde Hun et stykke papir på bordet foran mig. Der stod 10 forseelser med tilhørende straf. Den første forseelse hed “kunne ikke skaffe fugtig klud” og den tilhørende straf “stearin på bryster”. “Årh nej” sagde jeg i mit stille sind og tænkte på mine ømme brystvorter, og hvor ondt det ville gøre i dem allerede dagen efter at blive dækket til med varm stearin.
Sara lod mig læse sedlen igennem med de i alt 10 forseelser og 10 straffe, så fortsatte Hun:
“Og hver dag inden 12 sender du en mms eller et mail til os begge med en undskyldning for forseelsen og et billede af straffen. Telefonnumre og adresser står her. Forstået?”
Jeg nikkede.
“Og så må du godt gå!”
Tiden stod stille lige idet Sara sagde ordene, men så - da jeg fattede betydningen - gik det ellers hurtigt. Sedlen havde jeg i hånden og overtøjet kun halvt på, da jeg nærmest snublede gennem døren til restauranten og ud på Vesterbrogade. Jeg skulle bare ud - og væk! - ud til det store rum og den høje himmel og fylde min brystkasse og lunger med dejlig iskold marts luft.
Wauuww for en oplevelse!! Jeg var helt høj flere timer efter
-----------------------------------------------------------------------------
Et lille ps: flere timer senere, langt efter lukketid kørte jeg forbi "Retro Gusto" - da var der stadigvæk lys derinde
Okay, det passer ikke, men de har helt sikkert hafft noget at snakke om
Stor tak til Sara og Tina for planlægning og udførelse. Det var en fantastisk oplevelse og lige så var I
Og stor tak til min ejer Maria-Magdalena for at give mig lov til at invitere Sara og Tina på restaurant.
Hilsen snatchie
