Dronningen havde inviteret mig med på en kortere rejse til en udenlandsk destination. Hvor, hvornår og hvorfor kan være ligegyldigt, det vigtigste er, at rejsen skulle foregå med fly.
Jeg havde fået besked på at møde i Domicilet kl 10 medbringende mine egne personlige ting. Jeg ankom lidt før, og var der således allerede, da Dronningen ankom. Ned på alle 4 og kysse fødder, så kom den første, ja faktisk de to første ordrer.
- Lav mig en kop kaffe og hent dit halsbånd!
Jeg satte vand over og hentede halsbåndet. Dronningen gav mig det på og lukkede det med en hængelås. Skøn fornemmelse! Således godt begyndt diskuterede vi over en kop kaffe den forestående rejse, og hvad vi skulle pakke ned. Det var ikke så meget, og godt for det, for det vejede pænt til i kufferten. Det var også godt af en anden grund, for ud over en lille håndtaske havde Dronningen ikke tænkt sig at bære noget
Fra Domicilet gik turen til lufthavnen, hvor vi ankom i god tid, over to timer før afgang. Check in var hurtigt overstået, og så gik turen ellers op mod sikkerhedskontrollen. Der var ikke særlig mange mennesker, så vi valgte bare en mere eller mindre tilfældig kø.
Det var der det gik op for mig. Halsbåndet!
Halsbåndet sad på endnu, lukket med en hængelås af metal, og om mindre end 5 minutter skulle alt hvad der bare lugtede af metal af tøj og op af lommer og op på den lille bakke og igennem scanneren. Sweatshirten skulle også af og op på bakken, så det ikke var muligt at skjule noget. Heller ikke et halsbånd!
Jeg drejede hovedet og kiggede med begyndende panik i øjnene på Dronningen, som stod umiddelbart bag mig i køen, men der var ikke hjælp at hente. Hun stod i egne tanker, som var Hun allerede langt borte i udlandet.
Køen bevægede sig langsomt fremad, nu var der kun 5 foran mig. Jeg forsøgte, stadig mere desperat, at fange Dronningen´s øjne, og denne gang lykkedes det, men det eneste jeg fik tilbage var et opmuntrende smil.
Da gik der endnu mere op for mig, Dronningen var udmærket klar over det med halsbåndet, det var ikke noget Hun havde glemt.
Mens køen langsomt men sikkert skred fremad, 4-3-2 var der nu kun foran mig, søgte jeg desperat efter en udvej, men jeg vidste på forhånd at det var forgæves. Selv for terrorister og erfarne hashsmuglere var det jo nærmest umuligt at snyde sikkerhedskontrollen.
Kun en kvinde var der nu foran mig i køen, så var det min tur, og livrem, nøgler, telefon og rygsæk lå allerede oppe i den lille bakke. Det eneste der manglede var sweatshirten – og så halsåndet med hængelås. Jeg kunne jo umuligt gå igennem med det, kontrollen ville jo opdage det med det samme. Jeg vendte mig og kiggede en sidste gang på Dronningen. Hun smilede drillende tilbage, jeg fornemmede forventningens glæde i Hende, fryden ved det der nu skulle til at ske, og som Hun havde planlagt, sikkert lang tid i forvejen.
Så blev kvinden foran mig vinket frem. Jeg kunne mærke, hvordan jeg begyndte at svede og ryste lidt. Alt i mig var spændt, og hjertet hamrede af sted. Sikkerhedsvagten kiggede neutralt på mig, mens han halvt sagde og halvt med håndbevægelser betød mig, at sweatshirten skulle af og også op på båndet. Jeg tøvede, men vidste godt, at det ikke hjalp noget. Trøjen var nu halvt nede over den ene skulder, om lidt ville halsbåndet være synligt for vagten, først bare som noget, men sekundet efter som det det var – et halsbånd med navneskilt og hængelås!
I samme øjeblik, halsbåndet blev synligt, hørte jeg Dronningen´s stemme:
- Gud ja snatchie, det må du undskylde, det havde jeg helt glemt! Hvor er det nu, at jeg har nøglerne?
Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte. Måske nåede jeg at tænke, at det passede i alt fald ikke, at Dronningen havde glemt det med halsbåndet, det havde Hun gået og glædet sig til hele tiden fra vi mødtes i Domicilet, men ellers tror jeg, at enhver form for tankevirksomhed blev skyllet bort af blodet, der for rundt i hele kroppen og farvede mit hoved ildrødt af skam og ydmygelse.
Dronningen fandt nøglen frem og låste halsbåndet op, inden Hun med nøglen siddende i låsen lagde det oven på min rygsæk, synligt for enhver. Hele sikkerhedspersonalet og en god del af køen bag os havde opdaget, hvad der skete, og betragtede sceneriet med stor interesse og nyfigenhed. Ingen tvivl om, at de havde oplevet noget, som skulle diskuteres bagefter og fortælles om, når de engang kom hjem igen.
Jeg klarede turen gennem metaldetektoren uden at kigge personalet i øjnene, men så gentog det hele sig bare i omvendt rækkefølge, halsbåndet skulle jo på igen. Jeg skyndte mig at tage trøjen på, og jeg kunne straks mærke, hvordan blodtrykket faldt, og vejrtrækningen begyndte at blive normal igen. Dronningen puttede nøglen i sin lille håndtaske, og så kom belønningen: et kys på kinden.
- Det klarede du jo fint snatchie! Glæder du dig ikke til vi skal hjem igen
Vh Dronningen´s snatchie.
PS - Måske kommer der en "del 2", men i så fald kommer den til at stå under anmeldelser
