”Kan du komme i Domicilet på fredag efter arbejde ?”
Nu bagefter tror jeg, at meningen med ordlyden var, at den skulle lyde så hverdagsagtig som muligt, som noget jeg havde fået før – hvad jeg jo også havde. Egentlig skulle jeg noget fredag, men når Fruen kalder kan meget flyttes, så jeg svarede, at det kunne jeg godt.
På selve dagen kom en ny, også meget hverdagsagtig besked: ”Jeg har travlt, luk dig selv ind !” Så det gjorde jeg, og mine øjne blev straks fanget af et stykke papir og en plastikpose, der lå nederst på trappen. Jeg samlede papiret op og læste:
”Smid alt tøjet og tag halsbånd og manchetter på. Tag så bukser – kun bukser ! – og overtøj på igen. Når det er gjort, må du vende papiret og læse videre.” Halsbånd og manchetter lå i posen, jeg tog dem på og bagefter bukser, sko og overtøj. Det føltes mærkeligt, men også lidt ophidsende at være nøgen under overtøjet. Nu var det tid at vende papiret og læse videre:
”Tag straks ud til adressen xxxxxxx og ring på !”
Jeg var helt overvældet. Indtil for nærmest et minut siden havde det lignet en helt almindelig ekstra dag i Domicilet, men nu det her, hvad var det ? Tilfældigvis kendte jeg vejen, så det var bare at stige op på cyklen og så ellers komme derudaf. Jeg var lidt i tvivl om resten af mit tøj, men endte med at putte det i plastikposen og tage det med.
Det var meget ophidsende at køre gennem den mørke kølige nat nøgen under overtøjet. Den kolde luft føltes tydeligt mod huden, og samtidig var hovedet fyldt med spændende fantasier om, hvad der måske skulle ske, når jeg engang nåde frem til den angivne adresse. Det tog ikke så lang tid, så kunne jeg stille cyklen op af hækken og åbne lågen ind til haven. Jeg havde kendt vejen, men huset sagde mig ikke spor. Der var lys i vinduerne, men ingen at se eller høre. Så stod jeg foran døren, ringeklokken var indenfor rækkevidde, det var sidste chance for at stikke af. Det drømte jeg selvfølgelig ikke et øjeblik om, men der opstod det der sekunds tøven, hvor man bliver bevidst om, at har man først trykket på knappen, så er det ”the point of no return”.
En smuk langhåret kvinde, klædt meget hverdagsagtigt bortset fra de højhælede ankelstøvler åbnede døren. I hånden havde hun en hundesnor. Jeg kendte hende ikke, vidste ikke hvem hun var, men da jeg så hendes finger pege ned mod støvlespidsen var jeg ikke i tvivl om, hvad hun var. Jeg knælede ned og kyssede først den ene, så den anden støvlespids.
”Smid tøjet og læg det pænt her i gangen !”
Kvinden satte hundesnoren i mit halsbånd, drejede rundt og gik ind i huset, mens hun trak mig med i hundesnoren. Turen gik gennem gangen og ind i stuen, hvor der i lædersofaen sad endnu en ung kvinde, klædt i helt almindeligt tøj ligesom kvinden, der havde lukket mig ind. På bordet foran hende lå – jeg genkendte det øjeblikkelig – et strømhalsbånd til pikken samt mere overraskende et sæt hovedtelefoner, bedste kvalitet.
Den anden kvinde, som jeg heller ikke kendte, men lad mig kalde hende veninden, satte strømhalsbåndet fast om min pik. Det var tydeligvis ikke første gang hun havde prøvet det. Heller ikke da hun prøvede udstyret af, var der nogen slinger i valsen. I mellemtiden havde kvinden taget hovedtelefonerne, dem fik jeg på straks efter at strømhalsbåndet var monteret. Til min store overraskelse var der musik i med det resultat, at selv om jeg stod lige ved siden af de to kvinder, kunne jeg overhovedet ikke høre, hvad de snakkede om.
Således monteret med hovedtelefoner med musik og strømhalsbånd om pikken trak kvinden igen af sted med mig. Fra stuen ind i et tilstødende stort rum, hvor jeg bemærkede et meget smukt udsmykket middagsbord, og videre ud i køkkenet, hvor en masse forskellige madvarer lå bredt ud på et bord. Beskeden var klar og ikke til at tage fejl af: jeg skulle tilberede aftensmad og servere den for de to kvinder. Kvinden tog hundesnoren af mig og forlod køkkenet, efterladende mig med en masse arbejde.
Arbejdet var for så vidt nemt nok: der var købt ind til en salat, der var to bøffer at stege, og en seddel bekendtgjorde, at der var is i fryseren, så det var bare at gå i gang, og det gjorde jeg ! Med musik til arbejdet i hovedtelefonerne :-) Jeg havde ganske glemt stødhalsbåndet, men pludselig gjorde det opmærksom på sig selv. Jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle tolke signalet, så efter at have sundet mig lidt, og kommet mig over chokket ved stødet og kraften i det, fortsatte jeg arbejdet. Så kom det et nyt ! Og kort efter endnu et ! Nu besluttede jeg, at de to kvinder nok kaldte på mig, hver gang de trykkede på knappen, så jeg smed, hvad jeg havde i hænderne og skyndte mig ind i stuen. Veninden pegede hen på bordet, der stod en åbnet flaske hvidvin. De ville have glassene fyldt op. Det gjorde jeg og kiggede spørgende på dem, om der var mere ? De ignorerede mig fuldstændigt, snakkede bare videre – om hvad kunne jeg jo ikke høre – så efter lidt venten gik jeg ud i køkkenet igen. Ikke et ord var der blevet mælet.
De nåede at kalde på mig 4 gange, inden maden var klar til at blive serveret. 1 gang for mere vin, 1 gang for at tænde cigaretter, 1 gang for at aske mig i munden og slukke cigaretterne og 1 gang for bare at spytte mig i ansigtet. Stadigvæk talte de ikke et ord til mig. Enten var det helt åbenlyst, hvad der skulle gøres, eller også tydeliggjorde de det ved fagter. Når der bliver peget på cigaretterne og samtidig knipset med fingrene, er man ikke i tvivl om, hvad det betyder.
Jeg havde sat salat og bøffer på bordet, men fik besked på at servere for de to kvinder. Derefter stillede jeg mig lidt fra bordet, afventende. Klar til at servere mere mad eller fylde glassene op. Veninden pegede imidlertid hen mod hjørnet af rummet, der var min plads, nej ikke sådan, en cirkulær bevægelse med hånden sagde, at jeg skulle stille mig med ryggen til dem og kigge ind i væggen.
Grundet musikken i hovedtelefonerne havde jeg overhovedet ingen fornemmelse af, hvad der foregik henne ved bordet – i realiteten kunne de vel have forladt det.
Sådan gik middagen. Fra tid til anden blev der kaldt på, mere vin, salat, rydde af, cigaretter, dessert, askebæger, kaffe, som sådan nok at lave, men stadig ingen ord, kun lyde, musik – og strøm !
Da middagen var over skulle jeg bære glassene ind i stuen, og så fik jeg ellers med en affejende håndbevægelse besked på at gå ud i køkkenet og vaske op.
Jeg ved ikke, hvordan de gjorde det, måske var det bare tilfældigt, men netop som jeg var færdig med opvasken, stod kvinden der havde lukket mig ind i køkkenet. Med pegefingeren bød hun mig følge efter ind i stuen. Her tog hun hovedtelefonerne af mig, samtidig med at veninden afmonterede stødhalsbåndet. Så var det ned og kysse venindens, det var ved at være tid til farvel.
Ude i gangen fik jeg besked på at tage mit tøj på – stadigvæk kun bukser og overtøj – inden det var ned på knæ og kysse kvindens støvler. Jeg rejste mig op, lidt i tvivl om, hvad der skulle ske – skulle der siges farvel eller hvad.
Så ramte en spytklat mig midt ansigtet, døren blev åbnet og kvinden skubbede mig ud i kulden og mørket. Der stod jeg så, helt overladt til mig selv og mine egene tanket og en mærkelig, nærmest helt surrealistisk aften, hvor jeg i flere timer, i et fremmed hus, havde tjent to fremmede kvinder uden at have mælet et ord !
Hilsen Dronningen´s snatchie.
