Sidst i november modtog jeg det sædvanlige, lidet opløftende postkort: "Nu er det igen tid til halvårligt tandeftersyn." Tog mig sammen og fik bestilt tid til den 23. december om morgenen kl. 8. Tænkte at det var rart med en morgentid, for så kunne det blive overstået, og jeg kunne i øvrigt få lidt ud af dagen. Det var stadig mørkt udenfor, da min tandlæge viste mig til rette i stolen. Og inden hun tændte den skarpe arbejdslampe over mit hoved, kunne jeg gennem vinduet se månen stå lys og klar over nabobygningens tag.
"Nu kører jeg ryglænet ned, så må du gerne åbne munden", sagde hun. Jeg gabte pligtskyldigt og koncentrerede mig om den sagte baggrundsmusik, der så beroligende strømmede ud ad klinikkens højttalere. Jeg syntes jeg kendte denne sfæriske musik, men havde glemt hvorfra. Den lød irsk og virkede ganske afslappende, og pludselig sagde tandlægen, at der ikke var nogen huller, men at nu måtte hun hellere spænde mig fast. Det var jo lidt usædvanligt, men føltes alligevel bekendt, da jeg mærkede rebene stramme forskellige steder på kroppen. Jeg åbnede øjnene og fandt det helt selvfølgeligt, at tandlægen havde lagt kitlen og inden under viste sig at have en stram, sort latex-top med udskæringer til brysterne. De tynde, hvide klinikhandsker var erstattet af lange operahandsker også i sort latex. "Det er jo kun jul en gang om året," smilede hun til mig. Og jeg smilede igen og bemærkede for første gang, at min tandlæge havde de sødeste, mest forførende og hemmelighedsfulde øjne.
"Maria" kaldte hun, "kom lige og rul udstyret væk". Og ind kom klinikassistenten, som jeg allerede havde sagt godmorgen til ude i receptionen. Også hun havde lagt kitlen og bortset fra et bredt læderhalsbånd med nitter og D-ringe, var hun helt nøgen. Nej, nu kunne jeg ud ad øjenkrogen lige ane nylonstrømper, og lyden af hendes skridt afslørede stiletter. Maria kørte alt tandlæge-apparaturet væk; det viste sig at stå på hjul. "Er det tilfredsstillende?" spurgte hun, hvorefter tandlægen lænede sig ind over mig og gav Maria et ømt kys på munden. "Meget tilfredsstillede" sagde min tandlæge. "Men tag lige og sæt en skammel på hver side af tandlægestolen". Tandlægen havde i mellemtiden spændt mine arme fast over mit hoved, så jeg kunne ikke støtte hende, da hun trådte op og satte et ben på hver skammel, så hun nu stod overskrævs og kikkede ned på mig. Det var et vidunderligt syn. Udover toppen med udskæringer var hun klædt i langskaftede, højhælede støvler, sorte nylonstrømper og en kort, stram latexnederdel. Om livet en stram læder-corsage, der var snøret i ryggen.
Så gik tandlægen ned i knæene og hvilede på min brystkasse. Jeg ville kysse hendes bryster, forsøgte forgæves at hæve hovedet nok til at nå. Hun smilede og sagde: "Nej, det ved du jo godt er forbudt - det er kun Maria der får lov". Det hørte Maria, for hun lænede sig ind over mig og kyssede blidt sin foresattes bryster, mens jeg afmægtigt blot kunne se til. Og mens Maria kyssede og kærtegnede, rakte tandlægen ud efter cigaretterne i vindueskarmen, tog langsomt en fra pakken, førte den til munden og - idet hun drillende så mig i øjnene - tændte hun med en lighter, inhalerede dybt og pustede røgen ned i mit ansigt.
"Jeg vil gerne bede om latexmaske nr. 4", sagde tandlægen til sin assistent, hvorefter Maria krængede en stram maske over mit hoved. Der var hverken huller til øjne eller næse, så alt blev mørkt, men ud for munden kunne jeg mærke et ånderør. Og jeg kunne stadig høre hvad der blev sagt. "Det vigtigt for os tandlæger at kunne kontrollere, alle slavens kropsfunktioner. Det er mig, der nu styrer hvad du indånder, ja om du overhovedet skal trække vejret," hørte jeg tandlægen sige. Og i det samme blev der lukket for ånderøret, så jeg ikke kunne få luft. Det føltes trygt og godt at vide, at min tandlæge nu ganske kontrollerede mit liv. Jeg havde fuld tillid til, at hun nok skulle tillade mig at få den nødvendige ilt. Og ganske rigtigt. Efter et stykke tid blev der igen åbnet for luften, men kun kort - så lukkede hun igen. Pludselig var det ikke ren luft, jeg indåndede. Jeg hostede lidt, og jeg kunne høre, at både tandlægen og Maria morede sig. "Vi har besluttet, at du skal lære at ryge. Det ser så fint ud, når der kommer røg ud af dit ånderør," forsikrede tandlægen mig. Desværre kunne jeg af gode grunde ikke se det. Og desværre måtte jeg også nøjes med at forestille mig, hvordan tandlægen sad og kikkede ned på mig, mens hun i den ene hånd holdt sin cigaret og i den anden klemte om ånderøret og styrede min vejrtrækning.
Så pludselig blev masken krænget af mit hoved. Jeg fik besked om at åbne munden, og straks efter kunne jeg mærke noget i min hals. Det føltes som skulle jeg kaste op. "Nej, nej, sagde tandlægen beroligende, det er bare en tynd slange, som du skal synke, så vi kan få et rør ned i din mave." Og den sfæriske musik fra klinikkens højttalere lød mere forjættende end nogensinde, så jeg sank og sank og overkom mine brækfornemmelser, mens jeg så ind i tandlægens øjne, der ikke længere kun var smilende, men også uudgrundeligt bydende og selvbevidste. Maria førte slangen fra min hals ud gennem et hul i en oppustelig gag, som hun pumpede op, så den fyldte hele min mundhule. Til slangen koblede hun endnu et stykke slange, der sluttede i noget det mindede om en tragt.
"Som jeg sagde: Det vigtigt for os tandlæger at kunne kontrollere, alle slavens kropsfunktioner. Herunder også, hvad slaven hælder i sin mave". Derpå rejste tandlægen sig, så hun igen stod overskrævs på mig med et ben på hver af taburetterne. Og mens Maria lynede tandlægens miniskørt op og kærtegnede og kyssede hendes lange støvler, tog tandlægen den tragtlignende studs på slangen og førte den op i sit skridt. Hendes faste blik blev lidt fjernt, og jeg mærkede en svag kilden og en varme i maven, mens hun tissede i tragten. Da hun var færdig, steg hun ned af taburetterne og hjalp i stedet Maria til at indtage pladsen stående overskrævs på mig i tandlægestolen. Jeg spekulerede på, hvor meget urin en slaves mave kunne indeholde. Så lukkede jeg øjnene, nød den svage kilden og varmen, lod mig glide ind i baggrundsmusikken, der stadig strømmede fra højttalerne, overvejede usammenhængende om sygesikringen mon ydede fuldt tilskud til denne alternative behandling og om..... og om.....
"Så må der skylles!” sagde tandlægen. Jeg vågnede med et sæt.
"Jeg tror du faldt i søvn." Hun forklarede mig noget om tandtråd og tandstikker. Jeg hørte ikke efter. For jeg syntes bestemt, jeg kunne skimte noget sort latex stikke op over kraven i hendes hvide kittel. Og da hun slukkede den stærke tandlægelampe over mit hoved, og jeg igen kunne se gennem vinduet ud i decembermørket, forekom det mig, at månen stod endnu lysere end den plejede. Og hov - hvad var det, blinkede den til mig? Ude i receptionen fik jeg lidt fortumlet betalt og spurgt, hvad det egentlig var for noget baggrundsmusik de brugte her på klinikken. "Det er Enya", svarede den venlige pige ved kassen.
I et forsøg på igen at blive lidt herre over situationen sagde jeg lidt frisk: "Nå, men vi ses om et halvt år! I sender vel bare som sædvanligt et postkort med indkaldelse til tandeftersyn igen."
"Nej, nej" svarede pigen. "Har tandlægen ikke forklaret dig, at du ikke kan gå så længe mellem dine tandeftersyn? Der står her på skærmen, at du for fremtiden skal møde hver 14. dag!"
